Geocaching

Har du lyst til at tage på skattejagt i et af Danmarks skønneste områder? Der er skattejagt for enhver smag i Naturpark Vesterhavet. Vi ligger tæt op på Nationalpark Vadehavet og du kan også vælge andre gode skattejagter i Varde kommune.

Geocaching udfordrer ikke kun din udholdenhed på de krævende og spændende ruter, men også dine evner til at finde snedigt gemte caches. Samtidig nyder du de naturskønne omgivelser i dit eget tempo.

Mange af turene ligger i offentlige- og private skove- og plantager og i militært område (Se Oksbøllejrens skydekalender her). Nogle af ruterne egner sig til ture både til fods og på mountainbike. Vær forberedt på trange rum og skakter fx når cachen fører dig ned i bunkere fra 2. Verdenskrig. Vi gør opmærksom på, at nogle skakter er op til 3 meter dybe og fylde af vand! Færdsel i bunkers er på eget ansvar.

Nedenfor finder du en kort beskrivelse af den enkelte rute samt koder og informationer om sværhedsgrader. Sværhedsgraden vægtes fra 1 - 5, hvor 5 er det sværeste. Med koden kan du finde yderligere information om cachen på nettet blandt andet på www.geocaching.com eller www.geo-map.dk.

Hunt after the World War II Gold Treasure

Hvis du er til bunkers, mørke og trange rum, så får du her en spændende tur i naturskønt og udfordrende landskab. Det kræver hjælp at komme ind og ud af de forskellige bunkers, så vi anbefaler kun turen til større og modige børn ifølge med voksne.
Kode: GCTKPB

For at finde cachen skal du ned i de fleste bunkere i Radarstation Bøffel. Turen går igennem smalle åbninger til underjordiske anlæg. Et af dem er i flere etager, og der er tunneler og gange, der går både op og ned. Der er passager, hvor du kun kan kravle/krybe igennem. Du skal være opmærksom på huller og skakter, som kan være op til 3 meter dybe og fulde af vand.

På første cache finder du koordinaterne til de næste 3 og der er i alt 30 poster.

Sted: Blåvand 
Sværhedsgrad: 5,0
Terræn: 4,0
Længde: circa 5-6 timer

A hard day’s walk and a long night’s search

Turen går gennem tæt og bakket skovterræn. Der er i alt 7 poster og den sidste post er en natcache. Turen er udfordrende og kræver udholdenhed. Større kan klare turen i følge med voksne.

Du skal kigge efter information i de forskellige cacher, som du skal bruge for at finde den næste. Første post finder du i huset på en tidligere skydebane, som i dag bruges af børnehavebørn på skovtur. Du skal lede efter et stykke papir, som er sømmet fast i husets vestsydvestlige ende circa to meter over gulvet. Papiret indeholder information om de tre næste poster.

Kode: GCM12Z
Sted: Blåbjerg
Sværhedsgrad: 4,0
Terræn: 4,0
Længde: 8,8 kilometer

National security

National Security ligger i Bordrup Plantage, som er grundlagt i 1846 for at afværge vandringen af Bordrup Sand. Det lykkedes, og i dag er området præget af unik natur. Turen er også egnet for børn, men vær opmærksom på turens længde.

Turens forhistorie kan du læse på www.geocaching.com (engelsk tekst), hvis du indtaster koden forneden. Cachen er en stor ammobox, som truer med at ødelægge plantagen.

Man skal have lommelygten med, da den sidste del af cachen kun kan findes i mørke. På turen rundt i skoven kommer man blandt andet forbi Punkt 100, hvor der både ligger en traditionel cache og en earthcache.

Kode: GCTK2T
Sted: Bordrup Sande
Sværhedsgrad: 3,0
Terræn: 2,5
Længde: 5 timer

Udenfor Naturpark Vesterhavet

Grusgraven

I den tidligere grusgrav i Sdr. Plantage er der rig mulighed for at finde caches. Turen er i et naturskønt område, hvor man kommer rundt i skoven, igennem den tidligere grusgrav og en tur omkring den nye grusgrav. Den gamle grusgrav er fuldstændig tilvokset, og posterne er snedigt gemt.

Det er et nemt terræn at bevæge sig i, og turen er derfor egnet til børn. Hvis du har lyst til mere fart, kan geocaching i grusgraven også foregå på mountainbike.

Efter en god jagt kan man grille i plantagens bålhytte, hvor der er langborde og grill til rådighed. Desuden er der mulighed for at udfordre balancen på "falden skov rejser sig".

Der er i alt 15 poster i Sdr. Plantage.

Kode: GSP80A
Sted: Varde
Sværhedsgrad: 2,5
Terræn: 2,5
Længde: 5,5 kilometer

Langli

Langli er en lille ø i Ho Bugt. Øen er lukket for besøgende det meste af året, og kun i perioden fra 16. juli til d. 15. september hvert år er det muligt at besøge stedet. Øen er beboet af måger, terner og mosegrise, og man kan på en dejlig sommerdag se sælerne sole sig på sandbankerne.

For at komme til Langli må man enten sejle eller gå ad ebbevejen. Begge rejseformer kræver lidt planlægning, da man er afhængig af tidevandet. Så husk at tjekke tidevandskalenderen for Esbjerg. Det tager cirka en time at gå fra p-pladsen ved Ho til Langli, og under normale vejrforhold vil det være muligt at gå på ebbevejen cirka 1½ time før og efter laveste vandstand. Ebbevejen er markeret med pæle for hver cirka 100 meter.

Husk: Havet kan være farlig at færdes på - tag derfor ingen chancer! Følg vejen, gå rettidigt og ved tåge bliv da hellere på fastlandet eller brug din GPS til at finde vej.

Da ebbevejen er våd, anbefales praktisk fodtøj som gummistøvler eller bare tæer til gåturen.

Kode: GCQB49
Sted: Langli
Sværhedsgrad: 1,0
Terræn: 5,0
Længde: 5 kilometer

På www.geocaching.com finder du yderligere informationer samt GPS-koder til ebbevejen