Landskabet i Naturpark Vesterhavet

 

 

Blåvands Huk

Fra toppen af klitten på stranden ved Blåvand kan man overskue farvandet omkring Blåvands Huk. Kysten slår et knæk på 90 grader, og set fra oven har landskabet form som en stor pil, der peger mod vest. Ud for kysten findes et undersøisk landskab. Det blandt søfolk frygtede Horns Rev er sammensat af flere enorme sand- og grusbanker, der er aflejret både af havet og af smeltevandet fra de seneste to istider! Man kan fra klitten se bølgerne brydes over revet, og se vindmølleparken, der er opført på det lave vand. Horns rev strækker sig 40 kilometer mod vest. Trækfuglene bruger i høj grad revet som en form for affyringsrampe, når de trækker ud fra kysten og følger revet mod sydvest. Den dag i dag aflejrer havet fortsat store mængder sand på revet. Når det stormer, vandrer noget af sandet videre ind mod kysten og kan senere opbygge nyt land, f.eks. på halvøen Skallingen mod syd.

Klitlandskabet

Klitlandskabet adskiller sig fra det øvrige landskab ved at være dannet af vinden. Nogle klitter er tusinde år gamle, hvor andre kun er få hundrede år gamle, og visse steder ændrer klitterne sig år for år. Mange steder langs den jyske vestkyst tager havet hvert år et stykke af klitterne, hvilket flere sommerhusejere har erfaret på den hårde måde. I Danmark har vi mange steder lavet kystsikring ved at plante hjælme, som er med til at holde på sandet. Derved minimerer vi sandfygningen ind i landet, som i gamle dage voldte store problemer. Af mangel på bjerge herhjemme er mange høje klitter glimrende udsigtspunkter, f.eks. Danmarks højeste klit – Blåbjerg på 64 meter. Selvom 64 meter er meget her i Danmark, er der langt til klitterne i Sahara, der visse steder er over 200 meter høje. Klitlandskabet kan i Danmark inddeles i tre kategorier – yderst den hvide klit, herefter den grønne klit, og til sidst den grå klit. I takt med at vi bevæger os ind i landet, ændres plantelivet og dyrelivet også i klitterne.

Vrøgum Kær

Vrøgum Kær har ikke været opdyrket i århundreder, måske årtusinder, indeholder den oprindelige Filsøs sydbred, dengang søen var størst. På trods af mange undersøgelser ved man ikke præcis, hvornår i oldtiden udbredelsen af søen var størst, men måske for 2-3.000 år siden, hvor vandet stod ca. 5 m højere end i dag. I Vrøgum Kær kan du finde strandvolde og terrasseskrænter dannet i forbindelse med Filsøs afvanding gennem tiden. Søen blev fra midten af 1800-tallet reduceret fra ca. 3.000 ha til ca. 600 ha på grund af landbrug. I dag er søen gendannet, dog ikke til sin største udstrækning.

Filsø-områdets dannelse

I Jægerstenalderen omkring 5.100 f.Kr. kom havet helt ind til den nuværende kystlinje ved Houstrup Strand på grund af landforandringer efter den sidste istid. Herfra blev der mod syd dannet en sten-odde, og datidens ’huk’ kom dengang til at ligge ved Vejers. De flade, runde sten, du finder på stranden mellem Kærgård og Henne stammer fra denne odde.

Filsø havde åben forbindelse til havet gennem en bred rende fra Kærgård mod syd. Omkring 2.500 f.Kr. mistede Filsø havkontakten, og blev fra da af ferskvandssø. Klitterne skærmede effektivt mod havets indtrængning, og vandstanden i søen voksede til over havets overflade. Den nuværende forbindelse mellem Filsø og havet gennem Henne Mølleå er sandsynligvis dannet fordi her var et svagt sted i den tidligere odde, hvor det højere vand fra søen kunne trænge ud. Selve Henne Mølleå er i dag rettet ud.

Tejnebjerg ved Filsø

Tejnebjerget er navnet på den store klit på vestsiden af Filsø. Oppe fra klitten kan man overskue Filsø Hede og se ud mod søens nordlige del. Klitterne og heden er et resultat af tidligere tiders sandflugt. Sandet er oprindeligt transporteret ind mod kysten af havet, der dannede en bred landtange fra Blåbjerg ved Henne og sydover mod Blåvandshuk. På den måde blev Filsø, der efter istiden var en åben havbugt, lukket inde, og en ferskvandssø var skabt. På sandtangen, der i dag udgør den egentlige kystlinje har bevoksningen været sparsom, og vinden har kunnet flytte sandet langt ind over land. For 150 år siden var træer en sjældenhed her. De nuværende klitplantager er plantet netop for at bekæmpe sandflugten. Heden nedenfor Tejnebjerg blev fredet i forbindelse med den sidste store afvanding af søen i midten af 1900-tallet. På heden findes karakteristiske dyre- og plantearter, der har været knyttet til egnenes landskab helt fra før afvandingen og tilplantningen.

Løvklitterne i Kærgaard Plantage

Løvklitter er en sigende betegnelse for et ganske særligt naturfænomen. Klitterne er resultatet af tidligere tiders sandflugt på egnen omkring Filsø. Sandet var i flere hundrede år kilde til store problemer for den lokale befolkning, der var afhængig af den sparsomme landbrugsjord, og sandet dækkede tilmed hele skove. Således er det lave krat, der dækker klitlandskabet, i virkeligheden trækronerne fra store tilsandede egetræer. Man færdes altså i toppen af træer, der er syv eller otte meter høje, og som, på trods af den megen sand, er i stand til at overleve og trække tilstrækkeligt med sollys til sig gennem kronens blade. Ved løvspring kan man se, at træerne springer ud på forskellige dage og altså gennemskue, hvilke små ”buske”, der faktisk tilhører det samme træ. Træerne er lidt over 200 år gamle.

Kløvbakke

Fra Kløvbakken har du udsigt til Danmarks sjette største sø Filsø. Skruer vi tiden tilbage til stenalderen, var Filsø Danmarks næststørste sø efter Arresø. Dengang var det en saltvandsfjord eller bugt ved Vesterhavet, men igennem tiden har sandfygning lukket for havets indtrængen, og søen er blevet fersk. Da Filsø var størst dækkede den et areal på ca. 3.000 ha.

Kløvbakken har fået sit navn, da Vesterhavet i stenalderen gik rundt om kløvebakken på begge sider. På den måde blev havet kløvet i to, og deraf navnet Kløvebakken. 

Stranden

Stranden i Nymindegab adskiller sig meget fra strandene omkring Blåvand. Hvor de er fulde af muslinger og snegle, er der her i Nymindegab stort set kun sten. Forklaringen ligger i at ud for Nymindegab er der rester af en gammel bakke ø, og ved Blåvand ligger der store sandbanker. Ligeledes skal forklaringen findes i kystens facon, samt i strandens hældning.

Ved Nymindegab bliver det hurtigt dybt, hvilket bevirker, at de lette snegle og muslinger ikke bliver liggende, når havets bølger skyller tilbage. Anderledes er det ved Blåvand, hvor der næsten ingen stigning er. Her bliver alt, hvad havet skyller op, liggende. Derfor er der også større chance for at finde rav i Blåvand, da det ”ravtøj” ravet ligger i, skylles væk i Nymindegab. Forklaringen på de manglende sten i Blåvand findes også i, at Blåvand er dannet af flyvesand gennem de sidste 6.000 år.

Nymindestrømmen

Landskabet ved Nymindegab er et landskab der altid har insisteret på at være menneskets aktive med- og modspiller, og er gennem århundreder blevet kraftigt ommøbeleret, først af hav, sand og vind og siden af mennesker.

Fjordens åbning til Vesterhavet var omkring 1845 vandret helt ned til Houstrup Strand ved Lønne. Materialevandringen var til stadig gene for sejladsen på fjorden, fordi tilsandinger var et tilbagevendende problem. I 1892 skabte man ved en gennemgraving af den yderste klitrække den såkaldte Nordmandskrog, der var en billig men også en kortsigtet løsning, da det ikke løste problemerne med tilsanding og oversvømmelser. Først i 1931 fik man en langsigtet løsning på gabets vandring, det skete med etableringen af slusen ved Hvide Sande.

Nymindestrømmen er i dag et klitområde med rester af det gamle udløb fra Ringkøbing Fjord - et naturskønt område med små søer, som vidner om områdets skabelseshistorie.

Vil du vide mere om

Naturen

Naturbeskyttelse

Nyheder