Mountainbiking

Er du til fart, spænding og udfordring?

I naturparkens skønne områder ligger nogle af Danmarks bedste og mest krævende mountainbikeruter. Plantagerne Blåbjerg og Bordrup lægger  hus til seks velanlagte ruter. Selvom området er et forholdsvist fladt terræn, bliver du udfordret med bakker og varierende underlag.

Der er ruter for enhver smag: begyndere til erfarne, kort og hurtig, krævende og udfordrende eller lang og konditionskrævende. Du bestemmer selv tempoet, men jo hurtigere du cykler des sværere bliver ruterne.

Blåbjerg Klitplantage

Blåbjerg Plantage har tre ruter med forskellige sværhedsgrader: grøn rute (let), sort rute (middelsvær) og hvid rute (maratonruten).

For alle tre ruter gør det sig gældende, at der køres på forskelligt underlag og man skal være opmærksom på rødder og sandet skovbund.

Ruterne har samme startpunkt fra p-pladsen ved Blåbjerg Mindesten.

 

Grøn rute

Den grønne rutes længde er 4.3 kilometer. Sværhedsgraden er let og alle kan være med uanset erfaring. Ruten følger delvist den sorte rute og nogle ganske få steder stiger sværhedsgraden til middel.

Ruten er velegnet for begyndere, mens erfarne MTB-ryttere kan sætte tempoet op og bruge ruten som opvarmning.

Sort rute

Den sorte rute er 7.3 kilometer og indeholder noget af det mest kuperede og teknisk krævende terræn, der findes i Vestjylland. 
Sværhedsgraden er overvejende middelsvær med enkelte svære passager. Der er nogle gode nedkørsler, hvor man kan få farten op og opkørsler, der udfordrer benkræfterne og får pulsen op.

Ruten består af singletrack, brede stier, grus- og skovveje og går igennem flotte områder blandt andet med lyng. Der er sektioner, hvor der skal tages højde for rødder og sand.

Hvid rute (maratonruten)

Den hvide rute er cirka 13 kilometer og kaldes maratonruten på grund af sin længde. Ruten er ikke teknisk svær. Sværhedsgraden er overvejende let med middelsvære passager, lange stigninger og hurtige nedkørsler på skovveje, singletracks og grusveje.

Hvis man ønsker at udfordre sin udholdenhed kan man få pulsen op på de brede strækninger og opkørsler. Eller maratonruten kan enten køres i et roligt tempo, hvor man nyder de naturskønne omgivelser, mens man cykler igennem landskabet.

Ruten består af cirka 70 % singletrack, 5 % grusveje og 25 % skovveje/brede stier.

Bordrup Klitplantage

I dette område har nogle af de sværeste og mest udfordrende ruter hjemme. Der er tre ruter i samme område og de er inddelt i tre forskellige sværhedsgrader: Let (grøn rute), middelsvær (blå rute), svær (sort rute).

Der er nem adgang til ruterne fra p-pladsen.

Grøn rute

Den grønne rute er 6,8 kilometer, men kan afkortes til 3,8 kilometer. Rutens sværhedsgrad er let og den kører primært på skovveje og er dermed egnet for begyndere eller som en hurtig opvarmning for de rutinerede MTB-ryttere.
Der er ingen særlige krav til cyklen, men det anbefales dog at den er udstyret med brede dæk.

Blå rute

Den blå rute er en middelsvær rute på 8 kilometer. Ruten kan dog afkortes til 6 kilometer, hvis du ønsker at køre en lidt kortere tur.

Terrænnet er kuperet og stiller derfor krav til rytterens teknik. Der er flere krævende op- og nedkørsler og på ruten er der én farlig nedkørsel. Der køres på grus- og skovveje og der er steder med single track. Underlaget er varierende med rødder, sand og grus.

Sort rute

Den sorte rute er en udvidelse af den blå, middelsvære rute. Sektionerne har forskellig sværhedsgrad og ruten er både fysisk og teknisk krævende. Man kan selv tilvælge de sektioner, som man gerne vil køre, og dermed opgraderes den blå rute til sort.

Rutens fulde længde er 9 kilometer og går gennem et kuperet landskab. Der er flere op- og nedkørsler, der er teknisk krævende og som får pulsen op.

Der køres på grus- og skovveje og single track. Underlaget er varierende med rødder, sand og grus.